Billund Lufthavn

Billund Lufthavn

Check-in

Vi anbefaler, at du møder op i lufthavnen senest to timer før din afgang for europæiske rejsemål og tre timer før afrejse for oversøiske rejsemål. Det gælder uanset, om du har foretaget online check-in hjemmefra eller i lufthavnen. Læs mere under mødetid i lufthavnen

Check ind online

Skal du rejse fra Billund, er det muligt at checke ind online. Det er forskelligt fra flyselskab til flyselskab, hvornår online check-in åbner. Du kan læse mere under det enkelte flyselskab.

Du checker ind online via Billund Lufthavns hjemmeside. Du skal bruge dit flynummer, som du finder på din billet. Hvis ikke det er muligt at checke ind online for dit fly, vil det fremgå af Billund Lufthavns hjemmeside. Hvis du checker ind online, skal du selv kunne printe dit boardingkort eller downloade det til din smartphone.

Rejser du kun med håndbagage? Har du checket ind online, og rejser du kun med håndbagage, kan du gå direkte til security, når du ankommer til lufthavnen. Husk at du skal have dit boardingkort med udprintet eller downloadet til din smartphone.

Rejser du med indchecket bagage? Har du checket ind online, men rejser med indchecket bagage, skal du indskrive og aflevere din bagage, når du ankommer til lufthavnen. Gå til Self Service Bagdrop og følg fremgangsmåden vist på skærmen: Scan dit boardingkort. Maskinen udprinter dit bagagemærke, som du selv sætter på kufferten og scanner. Din bagage sendes herfra til rejsemålet. Du er nu klar til at gå til security.

Check ind i lufthavnen

Foretages check-in lufthavnen, skal dette gøres på automaterne lige inden for indgangen i terminalen. Ved automaterne er servicemedarbejdere altid klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål.

Du skal bruge dit billetnummer fra Bravo Tours til at checke ind på charterrejser (8 cifre, tal) og dit PRN-nummer, hvis du rejser med rutefly, som du modtager på mail få dage inden afrejse (6 cifre, tal og/eller bogstaver).

Lufthavnsbus

Mellem Aarhus, Skanderborg, Horsens og Billund Lufthavn kører der dagligt busser, der er tilpasset de fleste afgange og ankomster. Se køreplanen på www.bll.dk/til-lufthavnen/busser eller ring til lufthavnen på 76 50 50 50.

Billund Lufthavn tilbyder gratis shuttlebus fra parkeringsområderne til terminalen. Læs mere på Billund Lufthavns hjemmeside.

Parkering

Billund Lufthavn tilbyder parkering både i P-hus og i det fri. Der tilbydes både kort- og langtidsparkering, priserne varierer herefter. En gratis shuttle-bus kører mellem parkeringsområderne og terminalen. Alle parkeringspladser er videoovervåget, og der patruljeres i området.

Se Billund Lufthavns hjemmeside for priser og yderligere informationer.

Bestiller du din rejse mere end 60 dage før afrejse, får du gratis parkering i lufthavnen på alle charterrejser, når du rejser med Bravo Tours (gælder dog ikke på oversøiske rejser, pakkerejser med rutefly, flybilletter, grupper, golfgrupper eller rejser af mere end 21 dages varighed).

Sådan registrer du din gratis parkering
Inden afrejse

  1. Senest 28 dage før afrejse modtager du en mail fra no-reply@apcoa.com med en bestillingsbekræftelse på din parkering. Tjek evt. din mappe for uønsket post, dit spamfilter eller søg efter afsenderen i din mail.
    Bemærk at beløbet i mailen er bestillingsbekræftelsens værdi og ikke en opkrævning til dig.
  2. Log ind ved at trykke på ”administrer min bestilling” øverst i højre hjørne ud for dit bestillingsnummer.
  3. Log ind med den mailadresse, som du har modtaget mailen på, og din bookingreference, som er dit bestillingsnummer fra Billund Lufthavn.
    Bemærk at bestillingsnummeret ikke er dit bestillingsnummer fra Bravo Tours. Du finder dit bestillingsnummer fra Billund Lufthavn øverst i mailen fra APCOA.
  4. I højre side kan du klikke for at ændre nummerpladen. Her indtaster du din nummerplade ud for ”ny nummerplade”.
  5. Du modtager herefter en e-mail, som bekræfter, at du har ændret din bestilling.Tillykke! Du er nu klar til at køre i lufthavnen og kan tjekke en ting af på listen over forberedelser til ferien.

I lufthavnen
Det fremgår på din billet i mailen fra APCOA, om du har parkering på P8 ELLER P9. Parkerer du ikke på din anviste parkering, er det ikke gratis.

Når du ankommer til anviste parkeringsområde, skal du kører frem til bommen. Din nummerplade bliver scannet, og bommen går enten automatisk op eller giver dig en billet fra automaten. Såfremt du får en billet, skal du gemme billetten.

Når du har parkeret, kan du tage den gratis shuttlebus til afgangsterminalen. Når du igen lander i Billund Lufthavn, henter du blot bilen, og bommen går automatisk op. Du skal altså ikke checke ud på parkeringsautomaterne.

Bemærk: Det er dit ansvar, at din nummerplade er ren og kan læses af scannerne. Det er ligeledes dit ansvar, at din nummerplade er registreret korrekt. Bravo Tours refunderer ikke parkering som følge af fejl ved registrering.

Del denne side via E-mail