Velkommen ombord på et vaskeægte livsnyderkrydstogt på Rhônefloden. Når man tænker på Rhône, så er lækker mad og liflige vine formentlig det første der falder en ind. Området er et af verdens ældste vindistrikter og vinene herfra er elsket over hele verdenen. Men Rhôneflodens bredder gemmer også på en perlerække af skønne byer, betagende og frugtbar natur, UNESCO verdensarv og meget mere. På dette flodkrydstogt oplever vi det allerbedste af Rhône og vi tager også en afstikker til maleriske Provence. Du kan også glæde dig til at opleve Camargue-deltaet, hvor vi ser flamingoer, vilde heste, cowboys og besøger en traditionel ”manada”, samt Van Goghs elskede Arles. Ombord på vores 5-ankrede premium-skib, som kun er for Rejseklubbens gæster, bliver vi forkælet med lækker mad, tilberedt af skibets franske kokke og som kronen på værket har vi inkluderet en fantastisk middag på en 2-stjernet Michelin-restaurant – velbekomme!
Singlerejse med Britta Sandager
Rejs med på Brittas Rejser og vær sikker på hyggeligt selskab.
Der vil altid være mulighed for fælles oplevelser/udflugter, dase ved stranden/poolen, spise med andre og sidst men ikke mindst skabe nye venskaber.
Britta har samarbejdet med Bravo Tours siden 2002, og i fællesskab haft mange rigtig gode og populære singlerejser.
Tilmeldingen er til Britta, derefter modtages billet/opkrævning fra Bravo Tours hvortil beløbet betales.
Britta deltager selv på de fleste af hendes arrangerede rejser.
Læs mere om Brittas Rejser her: www.brittasrejser.dk
Britta Sandager - Brittas Rejser
Efter ankomst til Lyon lufthavn kører vi til centrum af byen, hvor Rhônefloden og bifloden Saône mødes. Vi går ombord på flodskibet og bliver budt velkommen af skibets personale. Om aftenen serveres velkomstmiddagen skibets stemningsfulde restaurant efterfulgt af aftenunderholdning.
Lyon er Frankrigs absolutte højborg for gastronomi. Vi tilbringer formiddagen med at udforske denne skønne by på en spændende byrundtur til fods. Her ser vi bl.a. Fourvière Hill med den hvide basilika samt en fantastisk udsigt over Lyon og Vieux Lyon, som er det historiske centrum. Der vil vi også være besøge i det berømte indendørs madmarked, Les Halles de Lyon. Det er her alle Lyons store kokke køber mange af deres råvarer, og her er der rig mulighed for smagsprøver af lokale specialiteter. Skibet sejler dernæst ind på Saônefloden mod Collonges-au-Mont-d’Or. Her kan vi se frem til en gastronomisk oplevelse af højeste kaliber: en eksklusiv Michelin-middag i den verdensberømte restaurant Abbaye de Collonges af den nu afdøde mesterkok, Paul Bocuse. Restauranten er pt. indehaver af 2 Michelin-stjerner. Middagen varer ca. 3,5 timer og inkluderer 6-7 retter, cocktails og udsøgte vine. Velbekomme! Efter middagen sejler skibet sydover ad Rhônefloden.
Vi når frem til den lille vinby, Tain l’Hermitage, hvor vi spadserer en tur i de idylliske gader. Herefter besøger vi chokoladeoplevelsescenteret, Cité du Chocolat af Valrhona, hvor tænderne løber i vand allerede så snart man træder ind ad døren. Her skal vi udforske, dufte og smage chokolade i alle afskygninger samt lære mere om fremstilling af den fine, franske delikatesse. Om eftermiddagen fortsætter krydstogtet mod Avignon, hvor skibet ankommer om aftenen. Middag og underholdning ombord.
Pavebyen Avignon er på dagens program. I den gamle bydel er der mulighed for at udforske det imponerende pavepalads, som er verdens største gotiske palads (entré ca. EUR 12,00). Den enorme konstruktion bærer præg af at være både en fæstning, som kan forsvare den katolske kirkes position, og et komfortabelt palads, hvor paven kunne residere i smukke omgivelser. Senere tager vi på udflugt til den fantastiske Provence-by, Gordes – en af Frankrigs absolut smukkeste landsbyer. Byen ligger billedskønt på en klippe med en enestående udsigt over de mageløse landskaber. På udflugten ser vi bl.a. byens vidunderlige kirke og det bastante slot, som begge ligger på landsbyens højeste punkt. Vi oplever også klostret Sénanque, som ligger omringet af Provences ikoniske lavendelmarker. Skibet sejler dernæst videre mod Arles. Fra soldækket kan du nyde Provences fantastiske landskaber glide roligt forbi. Middag og aftenunderholdning ombord.
I dag går vi i selveste Van Goghs fodspor i den skønne by Arles, hvor den store maler blev inspireret til værkerne Café Terrace at Night, Maison Jaune og flere andre berømte malerier. Sener tager vi på en udflugt til vådområdet Camargue, hvor vi kan opleve flamingoer, sorte tyre, de berømte Camargue-heste, cowboys samt flotte salt- og rismarker. Vi besøger også en ”manada” (en tyreavlsgård), hvor vi hører mere om manadiernes arbejde med opdræt af de prægtige dyr. Oplevelsen afsluttes med en forfriskning, inden vi er tilbage på skibet. Eftermiddagen kan tilbringes på soldækket, mens skibet roligt glider forbi smukke landskaber, Valence og nougatbyen Montélimar.
Fra morgenstunden tager vi på en byrundtur i den lille, charmerende by Viviers. Byen er som et open-air-museum med et utal af prægtige bygninger og snoede, brostensbelagte gader. Senere er et af rejsens højdepunkter på programmet, nemlig udflugten til Gorges de l’Ardèche. Med bus kører vi ind i landet langs Ardèche-floden forbi smukke og utæmmede landskaber. Vi ser bl.a. mesterværket Pont d’Arc – en naturskabt klippebro samt de umådeligt smukke Madeleine-grotter, hvor man kan tage på underjordisk vandring. Tilbage på skibet i La Vuelte sættes kursen mod Lyon. Om aftenen er der festlig gallamiddag ombord efterfulgt af underholdning.
Vores franske livsnydereventyr lakker mod enden. Vi tager afsked med skibet og dets venlige personale og kører i lufthavnen, hvorfra vi flyver hjem til Danmark.
Brug 'Ctrl+C' til at kopiere dette link. Forkortet link: