Alle rejsemål
Rejseklubben
Safari
Golf
Flybillet
  • England

Om England

Om England

England – verdenskendte attraktioner og historiske levn

Ikke langt fra Danmark ligger det skønne land England med sin flotte natur, fascinerende storbyer og verdenskendte oplevelser. De fleste kender dog landet for sin verdenskendte hovedstad London, som i sandhed er en by, der aldrig sover, og hvor hele verden er samlet på ét sted.

Rejs med til England og en destination, der både byder på hyggelige rammer, multikulturelt folkefærd og ikke mindst en utroligt berigende historie og kulturarv med verdenskendt kunst og kultur, gamle og unikke slotte og godser, samt velbevarede historiske traditioner. Mange af landets byer byder på historiske rødder, der dateres tilbage til romertiden og vikingetiden. Der er farverige kvarterer, musikalske toner, myter og mystik, og du kan let opleve det hele, når du besøger det gamle kongerige. Snup en øl på en britisk pub eller nyd en kop nybrygget te, mens dine sanser beriges af storslået, engelsk kultur.

England er dog mere end blot London. Du skal ikke rejse langt uden for byen, før du støder på grønne, frodige og kuperede landskaber med får, der står og græsser, og hvor idylliske landsbyer dukker op rundt om hvert et hjørne. Der er masser af muligheder for at snuse til den friske natur eller vandre i de smukke landskaber, hvis du trænger til en dag væk fra storbyen.

Har du rigeligt med tid, kan du leje en bil eller hoppe på toget til de to nærliggende universitetsbyer, Oxford og Cambridge. Her kan du besøge de gamle gårdspladser og velholdte plæner på Oxford University. Gå på opdagelse i Bodleian Library, som med sine 400 år er et af Englands ældste biblioteker og besøg den ikoniske rotunde Radcliffe Camera, som også ligger ved biblioteket. Er benene trætte, kan du tage en sejltur langs floden Cam under den tildækkede Sukkenes Bro, som eftersignende ligner en tro kopi af en af Venedigs broer.

En anden mulighed, hvis du har en ekstra dag uden planer, er det kendte Stonehenge sydvest for London. Denne cirkelformede klippeformation fra det 31. århundrede f.Kr. er stadig et stort mysterium trods dens store berømmelse.

London – storbyfavoritten over dem alle
Danskerne elsker kort sagt London! Byen har det hele, uanset om du drømmer om en uges ferie med en masse kulturelle oplevelser og attraktioner i bagagen, eller du blot vil have en forlænget weekend med kæresten, hvor du oplever en verdensberømt musical eller en hæsblæsende fodboldkamp med suveræne siddepladser. Når du besøger London, bør du opleve de helt store seværdigheder som Big Ben, Tower of London, House of Parliament, Buckingham Palace og Tower Bridge. Bestil en pint på en af de mange pubs eller shop løs i byens overdådige udvalg af butikker. Er du førstegangsbesøgende, kan du med fordel tage med en af de velkendte røde sightseeing-busser og få et overblik over byens mange skønne seværdigheder og nuancer.

I søgen efter de store og kendte turistattraktioner glemmer folk ofte at værdsætte de små ikoner, som du finder i hele London. De gamle, røde telefonbokse, de ikoniske, sorte taxaer og de røde gardere ved Buckingham Palace er blot nogle af byens mange særpræg. Tag en gåtur langs Themsen og oplev Westminister Abbey og St. Paul’s Cathedral, hvorfra udsigten er fantastisk. Hvis benene er for trætte, kan du i stedet tage på en afslappende bådtur langs Themsen. London er desuden hjemsted for nogle af verdens førende museer, som altid har nye og spændende udstillinger, du kan beundre. Der er gratis adgang til alle de permanente udstillinger på det enorme British Museum, Tate Modern, det luksuriøse Victoria and Albert Museum og National Gallery.

Shopping i lange baner
London er et vaskeægte mekka for shoppere! Store ikoner og designere har i årevis søgt Londons high streets og skabt et modemekka uden lige. På Oxford Street og Regent Street finder du massevis af butikker med alt, hvad hjertet begærer. I Knightsbridge ligger det berømte stormagasin Harrods, og ved Covent Garden finder du charmerende gader med butikker, restauranter og gadeteatre, hvor du sagtens kan få flere timer til at gå. Du kan også besøge Europas største shoppingscenter i Stratford, som blev bygget i forbindelse med afholdelse af OL i 2012, eller tage på nogle af Londons berømte markeder – Portobello Road, Camden Market eller Old Spitalfields Market – hvis du i højere grad er på udkig efter vintagetøj og accessories.

Metropol af gode spisesteder 
London er en sand metropol, når det kommer til spisesteder. Du finder mad fra alle verdens lande og i alle prisklasser. Ønsker du at spise billigt, kan du med fordel vælge en af byens asiatiske restauranter, hvor især det indiske køkken er vældig populært blandt lokale og udenlandske besøgende. Prøv fx Chicken Tikka Masala, som nærmest er blevet den nye britiske nationalret. Englands mere moderne køkken finder du på alt fra gourmetpubs til famøse luksusrestauranter.

Fakta
England er det største og mest folkerige land i Storbritannien med omkring 55 mio. indbyggere. Landet tiltrækker hvert år millioner af besøgende fra hele verden, og særligt London er også en af de helt store danske storbyfavoritter i Europa. Specielt er den oplevelsesrige hovedstad kendt verden over for sine berømte musicals og ikke mindst sin lange historie, som går tilbage til romertiden, hvor byen blev grundlagt.

Rejser til England

London

En klar storbyfavorit med masser af oplevelser.
Find din rejse her >


Del denne side via E-mail