Om Costa del Sol

Om Costa del Sol

Nyhed – nu kan du rejse, som du vil!

Costa del Sol er danskernes foretrukne golfdestination! Her venter mere end 50 fantastiske baner og et skønt golf-klima året rundt. Du spiller golf fra bare 249 kr. pr. person.

Nu kan du – som noget helt nyt – rejse med flere gange i ugen fra både Billund, København og Aalborg. Du vælger selv om du er til en weekendferie eller longstay – eller det midt i mellem. Uanset hvad, så kan du tilkøbe en runde fantastisk golf fra kun kr. 249.


Fantastisk golf året rundt!

Costa del Sol kaldes også Costa del Golf, netop fordi der er cirka 50 golfbaner i området. I nogle år var greenfee dyrt på mange af banerne, men nu er prisen som på andre europæiske kvalitetsbaner. Den spanske solkyst lever med 325 solskinsdage om året flot op til sit navn. 

Hele regionen er enormt varierende med lange strande og høje bjerge. Golfbanerne ligger jævnt fordelt over hele Solkysten, lige fra Benalmadena til Marbella. Flere end 50 baner giver en unik variation i banetyper, ligesom der både er mulighed for at spille high-end, billigere baner og bo både på og uden for golfbanen. 

Bravo Tours har været på Costa del Sol i mange år. Det giver knivskarpe priser og gode forhold - og det kommer selvfølgelig dig som golfspiller til gode. 

 

Oplevelser uden for golfbanen

På en golfferie på Costa del Sol kan man spille på fremragende baner hver dag og samtidig nyde den pragtfulde natur langs kysten. Baglandet, Andalusien, er et af de smukkeste områder i Europa med et hav af oplevelsesmuligheder - blandt andre de fantastiske byer Ronda, Sevilla, Jerez og ikke mindst Granada med Alhambra - et af verdens vidundere.

Vil I kombinere vidunderlige Andalusien med golf i topklasse, så er Costa del Sol stedet!

Find din golfrejse til Costa del Sol

Golfbaner

Alcaidesa Heathland

I 2007 kom Heathland Course til. Banen er designet af Dave Thomas, og der blev lagt stor vægt på at respektere områdets naturlige og oprindelige flora.

Med åbne fairways og et naturligt landskab hele vejen rundt er Heathland ganske velegnet til golfspilleren, som gerne vil have den gode oplevelse. De første 5 huller er ganske lige til, men så får man også en udfordring på hul 6, hvor der venter 513 meter 8 bunkers.

Der venter flere udfordringer længere fremme, og det vil være en god ide at have samlet rigeligt med stableford point ind, inden man tager hul på de sidste fem huller. De byder blandt andet på et 163 meter langt par 3 hul, hvor bolden skal over en stor sø for at lande på en forholdsvis lille green.

Alcaidesa Links

Det svarer næsten til en ægte linksbane – den er blot placeret på den spanske solkyst. Links Course er Alcaidesas mest kendte bane og har en unik placering! Direkte ud til havet byder den på bjergtagende udsigter over bl.a. Gibraltar-klippen – her venter en storslået golfoplevelse.

Alcaidesa Golf Links åbnede i 1992, og flere af de 18 huller ligger helt ud til kystlinjen. Man skal være opmærksom på, at vinden let kan gøre banen til en ret hård udfordring. Til trods for de forholdsvis brede fairways, skal man altså helst holde tungen lige i munden - for alt væk fra fairway bliver straffet.

Alferini Golf

Alferini Golf er en del af Villa Padierna-anlægget. En 18 huls bane fra 2007, som spilles i par 73. Ved at integrere en bred vifte af naturlige træk og udfordringer er Alferini Golf den mest udfordrende af de tre baner på Villa Padierna: 6.641 meter ren golfforkælelse, mens du tager de smukke og lydløse omgivelser ind.

Almenara Golf

Almenara Golf Club består af tre sløjfer – altså i alt 27 hullers lækker golf i et smukt landskab, der ruller sig ud i bakkerne ved Sotogrande. Denne dejlige golfbane er designet af banearkitekten Dave Thomas, som er kendt for at udnytte de naturlige omgivelser bedst muligt. Alle tre sløjfer starter ved klubhuset. De første huller går ned ad bakke, efterfulgt af flade huller, inden sløjfen slutter af ved at gå opad mod klubhuset. Banen er dog designet kløgtigt, så I får ikke brug for buggy på ruten, men det skal ikke udelukkes, at man har brug for at have benene oppe efter en dag på golfbanen.

Almenara Golf er en udfordrende bane, som kræver det bedste, I kan mønstre. Men uanset om I rammer bolden rent eller ej, så kan I ikke undgå at værdsætte de smukke naturlige omgivelser. Der er vand i spil på mange af hullerne, men ellers er banen klassisk spansk med lækre fairways omkranset af gamle pinje- og egetræer.

www.hotelalmenara.com/almenara-golf/

Atalaya Golf & Country Club

To meget forskellige 18 hullers-baner tilbyder Atalaya Golf & Country Club mellem San Pedro og Estepona. Old Course - fra 1968 og dermed en af de ældste baner i området - er en klassisk parkbane med Bermuda-græs på fairways og greens, strategisk placerede bunkers og eleverede greens. De fleste fairways er træomkransede, så man skal være præcis med driveren for at undgå katastrofer på scorekortet. 12. hul, par 3, 173/126 meter, er banens signaturhul. Et halvkikset teeslag havner i sø før green, mens et lettere sliced slag opsluges af en dyb greenbunker. Her føles en par nærmest som en birdie!

New Course, åbnet i 1991, er både mere kuperet og væsentligt kortere end Old Course, men selv om flere par 4-huller kan drives af langtslående, er den generelle sværhedsgrad større, end scorekortet antyder.

To tyskere har tegnet de to baner, Bernhard Vom Limburger (Old Course) og Paul Krings (New Course). I øvrigt har PGA of Europe sit sydeuropæiske hovedkvarter i Atalaya Golf & Country Club.

Old Course
Par: 72
Længde (back tee): 6.146 m
Herrer/Gul: SR 134 / CR 70,8
Damer/Rød: SR 126 / CR 71,9

New Course
Par: 71
Længde (back tee): 5.142 m
Herrer/Gul: SR 117 / CR 66,6
Damer/Rød: SR 111 / CR 67,2

www.atalaya-golf.com

Cabopino Golf

18 huller, 5170 meter, par 71 Den kraftigt søde duft trænger næsten ind gennem huden. Du står midt i en nåleeskov midt på golfbanen Cabopino Golf.

Masser af udfordringer
Banen er Marbellas tolvte og er designet af Juan Ligues Creus. Der er ingen tvivl om, at Señor Creus har været taknemlig for omgivelserne, som han har formået at respektere til fulde. Det er let at glemme, at man står midt på en af Costa del Sols mest udfordrende golfbaner.

Cabopino Golf er en udfordring for spillere med højt handicap, som til gengæld belønnes ved, at flere køller kommer op af golfbag'en. Spillere med lavt handicap må holde tungen lige i munden for at opnå et godt resultat.

Calanova

Lad os slå to ting fast med det samme. 1: Calanova er en dejlig golfbane, smukt beliggende med flotte udsigter og en god oplevelse af spille. 2: Der er en grund til, at der er buggy inkluderet i prisen! Det er en meget kuperet golfbane, der ville tage pusten helt og aldeles fra de fleste, hvis man var gående. Derfor er buggien inkluderet.

Straks ved ankomsten til Calanova Golf får man det indtryk, man har på det meste af golfrunden: Det er smukt! Den fantastiske udsigt over dalen og med Middelhavet i baggrunden er ganske imponerende, og det følger én på det meste af runden. Banen er meget velholdt og velplejet.

På en runde på Calanova oplever man meget varierende huller, ikke mindst da den er meget kuperet, men der er absolut også fine huller i fladt terræn. Signaturhullet er hul 4, der går meget stejlt ned af bakke. Næsten som at slå ud fra rundetårn.

De langtslående fristes til at gå efter green på det 311 meter lange hul, da der er mange meter at spare på grund af højdeforskellen. Generelt er det en dejlig bane at komme rundt på, og der er et godt flow. Efter 18 hullers god golf er det en fornøjelse af sætte sig på terrassen i klubhuset og fortsætte med at nyde den fantastiske udsigt sammen med et velfortjent glas og lidt god mad.

https://www.calanovagolf.es/web/en/index.php

Costa Ballena Ocean Golf
Costa Ballena Ocean Golf

Selve banen har en 27 championship-huller, en 9 hullers Par3-bane og den bedste praksis-facilitet i Europa ifølge PGA of Sweden. 

Det er et storslået design fra Olazabal, der tester spillere fra alle niveauer, fra scratch hándicaps til begyndere. Banen er flad med små bølger med nogle huller direkte på kysten med strategisk placerede bunkere og søer spredt rundt om banen.

9 hullers Par 3 executive bane
Dets design opfylder de samme kriterier som vores mesterskabsbane med nøjagtig den samme mængde pleje og konditionering. Det er en ideel kort bane til at perfektionere dit korte spil og bruges i vid udstrækning af utallige professionelle og begyndere, der ønsker at forbedre deres jern og korte spil.

El Chaparral Golf
El Chaparral Golf

En af Spaniens bedste banearkitekter, Pepe Gancedo, har slået stregerne til El Chaparral-banen, som han med stor fantasi har udformet i et kuperet skovterræn ca. 20 minutters kørsel sydvest for Malaga.
Anlægget er unikt derved, at man fra næsten samtlige huller og klubhuset har udsigt over Middelhavet. Bemærkelsesværdigt er det også, at to huller ikke ligner hinanden, og at banen består af seks par 3-huller, seks par 4-huller og seks par 5-huller.

Gamle paraply-fyrretræer garnerer fairways, og deres fyldige kroner generer rimeligt meget, hvis man ikke holder sin bold midt på fairway! Det er i det hele taget nødvendigt at spille strategisk på denne bane, fordi bolden også kan forsvinde ned i forskellige raviner ved et skævt drive eller ved et for langt indspil. Man møder mange maleriske huller undervejs. Blandt disse husker man i hvert fald 11., hul, par 3, hvor greenen ligger 10 meter under teestedet.

Højdeforskellen gør, at man skal slå ét jern kortere end normalt.
www.golfelchaparral.com

Paraiso golf
El Paraiso

El Paraiso Golf er en af de ældste golfbaner på solkysten. Gary Player fik sammen med Arkitekten Ron Kirby til opgave at designe El Paraiso. El Paraiso Golf stod klar i 1974 og som en af de første baner i Marbella-området. 

El Paraiso golf har været forholdsvis populær lige siden – ikke mindst for skandinaver. Det skyldes dels den smukke placering ved foden af bjergkæden Sierra Bermaja og dels, at banen er meget ”spilbar” og forholdsvis let at gå.

El Paraiso er par 71 og en rigtig fin parkbane. 

El Paraiso er en skøn golfbane med en del bunkers i spil og vand på et par af hullerne. Stemningen er afslappet, og personalet er venligt og imødekommende – du er garanteret en god golfoplevelse for pengene.

Estepona Golf

Estepona Golf er en perle blandt de mange golfbaner på Costa del Sol. Layoutet smelter harmonisk sammen med det naturskønne andalusiske landskab og præsenterer enestående udsigter over både Middelhavet og Sierra Bermeja-bjergkæden. De 18 huller byder på en god udfordring og en mindeværdig spiloplevelse, der vil forblive i din erindring i mange år.

Finca Cortesin Golf

Finca Cortesin er verdenskendt for at tilbyde en af Europas mest uforglemmelige golfoplevelser. Banens høj kvalitet er ligeledes anerkendt af det prestigefyldte magasin Golf Digest, som har udnævnt Finca Cortesin som en af Spaniens bedste golfbaner. Finca Cortesin var i 2023 vært for Solheim Cup.

De velholdte fairways og greens gør en runde golf på Finca Cortesin til en sand fornøjelse, der vil teste dine golfevner. Banedesignet af Cabell B. Robinson og Gerald Huggans fanger områdets naturlige karakteristika og opnår en ideel balance mellem forskellige plantearter, middelhavsskov og perfekt trimmede Bermuda-græs på banen.

Flamingos Golf

Flamingos Golf er en del af Villa Padierna-anlægget. Flamingos Golf åbnede i 2001 og har lagt bane til European Senior Tour i 2002, 2003 og 2004 samt Ladies European Tour i 2010. Med bakkede greens og betagende udsigt over Middelhavet er det blevet et symbol på førsteklasses golfoplevelser på Costa del Sol. Uanset spillerens færdigheder er det utvivlsomt den mest velrenommerede golfbane på Villa Padierna.

De 18 huller spilles i par 71 og banen måler 5.714 meter.

Golf Torrequebrada

Golf Torrequebrada er en af klassikerne på Costa del Sol! Golfbanen ligger centralt ift mange af vores hoteller - og med sin høje standard - er den en oplagt mulighed for en fantastisk runde golf!
Desuden har banen en unik udsigt til både Middelhavet og de andalusiske bjerge.

Torrequebrada åbnede i 1976 med design af den navnkundige Pepe Gancedo, som har en del golfbaner i Spanien på CV’et. Banen kan bedst betegnes som en kuperet parkbane med masser af træer og bunkers!
Alle 18 greens på Golf Torrequebrada er nøjsommeligt anlagt med bunkers, hvilket giver lidt ekstra udfordringer i indspillet.

Vandhazarder kommer specielt i spil på de sidste 9 huller, hvor specielt hul 11 og hul 16 imponerer.
Derudover må man heller ikke glemme det smukke hul 7 – et kort par 4 hul som spilles med Middelhavet som betagende baggrund.

Gualdalhorce golfbane
Guardalhorce

To meget forskellige banehalvdele karakteriserer Guadalhoce-banen, som kun ligger syv kilometer fra Malaga Lufthavn - ved Las Campanillas. De første ni huller minder nemlig om en flad, åben, engelsk parkbane, om end med spansk vegetation, mens de sidste ni huller har kuperede fairways, søer og højtliggende greens - ja, nærmest californisk udformning. Pudsigt nok har en finsk banearkitekt, Kosti Kurhonen, været designeren.

Van(d)skelighederne begynder på 10. hul, par 5, hvor en større sø på højre side af hullets sidste halvdel opsluger bolden, hvis andetslaget slices - væk fra out of bounds-pælene i venstre side. 12. er et nervebetonet par 3-hul med en sø mellem tee og green, og siden følger yderligere ”tre vandhuller” 14., 16. og 17. Specielt sidstnævnte, par 3 med en halvø-green, er en psykisk test.

Et herresæde fra det 18. århundrede fungerer som et luksuriøst klubhus - uden fine fornemmelser, idet en hyggelig og familiær omgangstone præger klublivet.

www.guadalhorce.com

 

La Cala Golf Resort

Spaniens største golfresort, La Cala Resort - i bjergene ved Calahonda - har som det eneste resort på Solkysten tre 18 hullers-baner, Campo Asia, Campo América og Campo Europa (tidligere South, North og New Course.) Campo Asia var den første, som arkitekten Cabell Robinsen tegnede efter at have forladt Robert Trent Jones-organisationen, og derfor minder den om en Trent Jones-bane. Det samme gør America- og Europa-banen, selv om sidstnævnte først blev åbnet i 2005 - henholdsvis 14 og 13 år efter Asia.

Både America og Asia er dramatiske bjergbaner med kuperede, snoede og forholdsvis smalle fairways og små greens. Europa er fladere, har brede fairways og større greens og er derfor mere velegnet til højhandicappere – selv om Ojen-floden er i spil på otte huller. Spektakulære udsigter til bjergene og havet på alle tre baner. 

www.lacala.com

La Quinta Golf Club

I Benahavis-dalen ved Marbella ligger La Quinta-banen med 27 kuperede huller, hvor en buggy er at foretrække, hvis man ikke er fysisk stærk og i god kondition. To tidligere professionelle spanske topspillere, Antonio García Garrido og Manuel Pinero, har kreeret en række finurlige huller med niveauforskelle og fairways-hældninger, der stiller store krav til både taktisk og teknisk kunnen. De tre sløjfer (A, B og C) betyder, at der kan spilles tre forskellige 18 hullers-baner.

Nogle spændende par 3-huller kræver stor præcision både længde- og retningsmæssigt. Dét gælder 8. hul på A-sløjfen, hvor teeslaget fra et højtliggende teested skal passere en sø foran green, 7. hul på B-sløjfen, også downhill og med besværligheder venstre om green, 2. hul på C-sløjfen, et langt ét af slagsen, med en sø i højre side og out of bounds i venstre. Generelt er det svært at læse de kuperede greens - og husk, at de fleste af dem hælder mod Middelhavet, selv om det måske ikke ser sådan ud!

www.laquintagolf.com 

Lauro Golf

Lauro Golf er en skøn bane i smukke naturomgivelser med udsigt til bjergene ved Mijas i pagt med den andalusiske natur. Netop naturen er et vigtigt element i udformningen af de 27 huller, hvor du både finder masser af oliventræer, søer og selvfølgelig en særdeles velplejet bane.
De 27 huller på Lauro Golf består af den oprindelige bane på 18 huller fra 1992 og 9 nye huller. Sløjferne er forholdsvis flade og kan betegnes som en parkbane.

På bag-ni er det især de to lange par 5-huller, og det afsluttende hul 18 er krævende. Den første par 5 møder man på hul 13. De 549 meter fra gul spilles op ad en smal fairway og med out langs højresiden. Det næste par 5 er på hul 17 og måler lidt over 500 meter. Igen er fairway smal, så både længden og præcision er i centrum. Aflslutningvis kommer Lauros smukkeste hul. Et 329 meter langt par 4-hul med tre søer, som krydser fairway. Det er helt sikkert værd at overveje, om man skal lade driveren blive i bag´en her.

De seneste 9 huller byder på et par spændende par 3-huller og et afsluttende par 5-hul, som både giver et fantastisk view ud over Lauro Golf og en udemærket mulighed for at slutte dagen i par.

Los Arqueros Golf

Los Arqueros Golf & Country Club byder på en fantastisk 18 hullers bane, som spilles i par 71. Banen er designet i 1991 af den legendariske Severiano Ballesteros og er ideelt beliggende tæt på den smukke bjerglandsby Benahavis.

Selvom banen kun er 5.700 meter lang, udfordrer designet selv erfarne golfspillere og tester beslutsomheden hos dem, der er nye i spillet.

Los Arqueros Golf følger terrænets konturer og naturlige omgivelser. Det giver udfordringer med mange vandelementer og nogle snævre fairways, men hvis du prioriterer præcision over distance, vil du blive belønnet med masser af birdie-muligheder.

Signaturhullerne er det fantastiske par 5 hul, hul 13. samt det udfordrende par 4 – 12. hul. Begge huller spilles fra forhøjede teesteder med hazards til venstre og højre.

Los Naranjos

Los Naranjos Golf Club (1977) er en bane, der hæver sig lidt over det gennemsnitlige niveau blandt golfbanerne på Costa del Sol. Faktisk nævnes Los Naranjos Golf Club ofte blandt de bedste golfbaner i Spanien og har flere gange været kåret som bedste golfbane på Costa del Sol.

Banen er designet af Robert Trent Jones SR., som har skabt en bane med relativ god plads på fairways og med store ondulerede greens. Til gengæld findes der en del bunkers og vandhazarder, som skal forceres fra tee til green.

Banen er mere flad på bag-9 end på for-9. Hullerne snor sig gennem en gammel appelsinlund (Los Naranjos betyder appelsinerne på spansk).

Den hyggelige stemning der eksisterer i klubhuset gør restauranten til et naturligt samlingspunkt efter runden. Glæd dig.

Marbella Golf & Country Club

Marbella Golf & Country Club ligger i hjertet af Costa del Sol, kun fem kilometer øst for det mondæne Marbella og regnes for en af de mere udfordrende golfbaner på solkysten. Banen, med design af Robert Trent Jones Senior, blev indviet i starten af 1990erne og er anlagt i en af de større tilbageværende grønne områder på Costa del Sol, hvilket giver et rigtigt flot layout.

De 18 huller spilles til Par 72 og måler 5.444 meter fra gul og 4.379 fra rød, men tag ikke fejl der er masser af gode udfordringer i form af bunkers, vandhazarder og ikke mindst en del træer, som gør banen til en fin naturoplevelse, men også kan give problemer hvis man kommer lidt væk fra fairway.

Mijas golf
Mijas Golf

Det er to forskellige 18 hullers-baner, man møder i Mijas Golf i Mijas-dalen umiddelbart nord for Fuengirola - men begge baner har rigeligt med taktiske og tekniske udfordringer, for de er skabt af mesterarkitekten Robert Trent Jones Sr.

Los Lagos (søerne) fra 1976 har brede fairways, kun enkelte trægrupper, kæmpestore greens og ni strategisk placerede søer - deraf banens navn.

Banen er 400 meter længere end Los Olivos, så driveren skal flittigt i brug.

Signaturhullet er dog et par 3-hul, 11., hvor bolden skal flyves langt over én af søerne. I modvind skal man slå mindst et jern mere, end man ville gøre uden vind. Slå efter venstre side af green - væk fra vandet i højre side.

Los Olivos kendetegnes af mange oliventræer - apropos navnet - men har også smalle fairways og mindre greens end Los Lagos. Her ligger den største udfordring på 7. hul, par 4, hvor drivet skal passere to søer.
Hold hovedet stille/nede - og sving langsomt! Flere korte par 4-huller kræver kun et mellemjern eller en 5-kølle fra teestedet.

www.mijasgolf.org

Parador golf
Parador Golf

Andalusiens ældste golfbane, Parador del Golf/Real Club de Campo Malaga, fra 1925, ligger nærmest på stranden ti minutter øst for Malaga, en flad, ikke-fysisk krævende seaside-bane, hvor vinden fra Middelhavet kan være den hårdeste modspiller. Den kan anbefales til ældre mennesker og højhandicappere.

Nogle huller løber, uden træer, langs med stranden, andre vinkelret på den - mellem spredte palmer, oliven- og fyrretræer. Umiddelbart ser den let ud, men skindet bedrager, for farer lurer mange steder. Ikke for ingenting var banearkitekten i sin tid legenden Tom Simpson, som også designede British Open-baner som Turnberry og Muirfield. Specielt Paradors 14. hul, par 4, med en hesteskoformet vandhazard bag om green kræver stor præcision i indspillet.

Anlægget rummer også en spændende 9 hullers pitch og put bane. Der kan forekomme støj fra fly, da lufthavnen ligger meget tæt på banen.


www.rccm-golf.com

Rio Real Golf

Omkring 40 km vest for Malaga, lige inden man rammer byporten ved Marbella, finder man Rio Real Golf. Banen åbnede i 1965 og regnes for en af klassikerne bland golfbanerne på Costa del Sol.

Rio Real Golf en rigtig fin bane parkbane med god længde med 6.003 meter fra gule klodser og godt 1.000 meter kortere fra rød. Rent designmæssigt er der god variation på hulforløbet og de mange træer og træsorter gør at oplevelsen på Rio Real er visuelt smuk.

De 18 huller er anlagt langs Real-floden (Rio Real) hvorfra banen har taget sit navn. Floden løber fra bjergene bag banen og ned til Middelhavet og begge dele er visuelt i spil, når man spiller på Rio Real. Især vil du opleve på hul 4, hvor green og stranden kun er afgrænset af et lille hegn.

Tramores Golf

Tramores er en del af Villa Padierna-anlægget. Denne 18 huls golfbane er en executive-bane, hvilket betyder, at den tager mindre tid at gennemføre, men alligevel får du masser af sjov og nydelse, og banen kræver en del præcision. Tramores Golf er et yderst attraktivt valg for at forfine dit korte spil og er ligeledes velegnet til junior golfspillere og begyndere.

Banen spilles i par 63 og måler blot 3.468 meter.

San Roque Golf

San Roque Golf byder på to 18 huls baner: The Old Course og The New Course. Det 137 hektar store anlæg domineres af gamle korkegetræer og smukke udsigter til Andalusiens bjerge.

Den legendariske  Old Course, som åbnede i 1991, har været vært for 15 på hinanden følgende European Tours Schools fra 1993-2007. Efter en større renovering af anlægget og faciliter til flere millioner euros, betragtes The Old Course fortsat som en af de bedste golfbaner i Europa.

The New Course er designet af Perry Dye i samarbejde med Severiano Ballesteros. En udfordrende bane, der tilbyder dramatiske udsigter til både hav og bjerge.

Santa Clara Golf

I 2001 åbnede Santa Clara Golf med 18 huller. Banen ligger tæt på Marbella Centrum, og blev hurtigt populær. Banen har en god længde med sine 5.878 meter og byder på et rigtig spændende layout.

Man har lagt stor vægt på at respektere det lokale dyreliv og vegetation og den lille flod, som løber gennem området er med til at give en naturoplevelse krydret med en spektakulær udsigt over Middelhavet.

Højdepunkterne på Santa Clara Golf er uden tvivl hullerne 12, 13 og 14. Det 12. hul er et 400 meter par 4 ned ad bakke, hvorfra Estepona og Gibraltar-klippen danner en fascinerende baggrund.

Santa Maria Golf

Mellem Calahonda og Marbella ligger Santa Maria Golf, der strækker sig fra blot et par hundrede meter fra Middelhavet og et stykke op i bjergene. Santa Maria-banen har ry for at være én af de meste velplejede på Solkysten.

De flotte, grønne fairways er omgivet af pinjetræer, og der er en fantastisk udsigt over Middelhavet fra flere af hullerne. Andre huller snor sig ind i små dale og slugter og nogle vender mod bjergene i baggrunden. Det er en kuperet golfbane, og mange vil nok vælge at tage en buggy, men det er også en bane, man kan gå.

Banen er 5.620 meter og par 70. Der er 5 par 3 huller, der faktisk giver banen noget lidt specielt. Hul 12 er et signaturhul for mange, par 3 hullet, der går lidt ned af bakke og med en slugt foran, er et smukt hul, men også lidt drilsk, da man kan blive fristet til at holde bolden lidt i venstre. Det skal man ikke – det er bare lige efter midtgreen!

For andre er det smukke hul 8 favorithullet, par 5 hullet på 459 meter, dogleg højre, vender mod bjergene, og det er svært ikke at blive forpustet over den udsigt, når man står på tee-stedet. Efter hul 18 er man tæt på klubhuset, der er en oplevelse i sig selv. Det er et gammelt spansk landsted fra 1900-tallet. Her er klassisk hyggeligt, og man gør en dyd af et varieret spisekort og god hjemmelavet mad. Nyd det. 

https://www.santamariagolfclub.com/

Santana Golf

En vidunderlig bane beliggende bagerst i den smukke Mijas-dal lige nedenfor La Cala-banerne. Santana ligger kun få kilometer fra såvel Fuengirola og La Cala de Mijas. 6.207 meter par 72. Blandt de mange danske golfspillere, der ofte besøger Costa del Sol, er Santana én af de baner, man bare skal spille, og man gør det igen og igen. Det er en smuk, let kuperet bane i meget høj standard, som altid står knivskarpt med lækre fairways og velplejede greens. Det er en bane, man sagtens kan gå rundt. Banen ligger i en tidligere avocadoplantage, og man er derfor omringet af skøn natur med appelsintræer, citrontræer og eukalyptus. Banen er meget varieret, og arkitekten har virkelig brugt naturen til at gøre det til en meget spændende bane at spille.

Signaturhullet må være hul 4, par 5, hvor man starter lidt højt, og slår ud med kork-egetræerne i venstre side, og hvor man skal passere den til tider drilske slugt for at komme på green. Efter en god runde er det skønt at slutte af på terrassen i det lille hyggelige klubhus, hvor man kan få dejlig tapas, en kold øl eller et skønt glas vin samtidig med, at man føler sig godt serviceret af stedets personale.

https://santanagolf.com/

Valderrama

Kåret som Spaniens bedste bane af Golf World. Kåret som Europas bedste bane af Golf Course Archeticture. Kåret som verdens 29. bedste bane af golfmagasinet Golf Digest.

Det skorter ikke på internationale anerkendelser hos Valderrama Golf. Banen er oprindeligt designet af en af de vigtigste golfarkitekter gennem tiden, Robert Trent Jones Sr, i 1974.

Valderrama Golf er også kendt som ’Europas Augusta’, og det er næsten overflødigt at nævne, at Valderrama Golf har været vært for et utal af internationale topklasse turneringer, herunder den legendariske Ryder Cup i 1997.

FILTRER & TILPAS

Sorter efter

Afrejse

Pris

Rejsemål

Rejsetype

Vurdering

Pension

Faciliteter

Rejsende

Kalender

Vælg hvordan du vil sortere
Vis pris som
Vælg minimum vurdering

Vælg rejselængde

  • 7